1. Dyreart

Rød Teju – Tupinambis rufescens. Argentinsk Teju – Tupinambis merianeae.

2. Fuldvoksen størrelse

Ca. 120-130 cm., hannerne bliver større og kraftigere end hunnerne. Hanner får store kindposer.

3. Forventet levealder

Ca. 10-15 år.

4. Anbefalet størrelse og indretning af anlæg eller bur

Terrariet skal bygges i materiale, der tåler fugt/vand. Det anbefales at bygge store terrarier i vandfaste træplader, så det kan tilpasses tejuernes pladsbehov. Terrariet skal have en indretning, der giver dyrene mulighed for at udfolde en naturlig adfærd. Tejuer graver meget, og de har derfor behov for et tykt bundlag, flere skjulesteder, samt en vandbalje, der er stor nok til, at tejuen kan ligge deri. Størrelse på terrariet til et par bør minimum være H80 x D100 x L240 cm. Dog kan andre mål også anvendes (afhængig af antal dyr og størrelse på dyret), så længe det understøtter dyrets naturlige bevægelsesbehov.

Terrariet kan indrettes med store barkstykker, tykke grene og trærødder, der skal kunne holde til at blive skubbet rundt med. Tejuer kan let ødelægge indretningen, og man skal derfor være forberedt på at skifte dette med jævne mellemrum. Bundlaget kan bestå af en blanding af ugødet spagnum og dækbark, som holder på fugten og giver tejuen aktivitetsmuligheder. Nyklækkede unger holdes hver for sig på fugtet avispapir i de første 3-4 uger.

Sørg for at skifte vandet i vandbaljen dagligt, da tejuer kan finde på at besørge i vand. Afføring skal fjernes jævnligt.

5. Særlige pasningsbehov, herunder særlige krav til temperaturforhold

Dyrene skal have vitamin- og mineral tilskud specielt tilpasset krybdyr. Dyrene skal holdes mellem 24-27 °C med en varmeplads på 40-45 °C. Varmepladsen indrettes med varmespot, da tejuer går efter lyset for at få varme.

Varmeplader eller varmesten kan derfor ikke benyttes. Der anbefales en kort overbrusning med vand ved dyrene hver/hver anden dag afhængig af behov. Luftfugtigheden bør ligge på 60-80 % i terrariet.

Terrariet skal være fuldt oplyst med kraftige lyskilder, og der skal gives UV-spot – gerne 10,0 UVB.

6. Stimulering og behov for motion

Terrariet skal indrettes således, at tejuen kan udvise så naturlig adfærd som mulig. Tejuer er nysgerrige, aktive dyr, der ynder at rode rundt og grave. De kan også tilbringe en del tid i vandbaljen. Der skal være gode, store skjul til rådighed.

7. Fodring

Tejuer spiser ca. 50 % frugt og 50 % animalsk foder. Frugten kan fx bestå af meget moden melon, banan, æbler, pærer, nektariner/blommer (uden sten), bær, papaya og en smule ananas. Det animalske foder skal bestå af hele foderdyr så som mus, små rotter, daggamle kyllinger og ferskvandsfisk. Det er vigtigt, at tejuen får hele foderdyr, da de ernæringsmæssigt passer til dyrets behov. Skær evt. disse i mindre stykker, så de passer til tejuens størrelse. Der kan også suppleres med kvalitetshunde- eller kattemad og hele kogte æg med skal. Unger kan fodres med insekter som fx kakerlakker, Zophobas (kæmpe melorm), fårekyllinger, græshopper og rengorme. Tejuer kan være meget foderaggressive dyr, og derfor skal håndfodring undgås.

8. Sociale behov

Dyrene er socialt tolerante, og flere dyr kan holdes sammen. Man vil ofte finde dem det samme sted i terrariet. De kan dog holdes både enkeltvis. Hanner kan godt gå flere individer sammen.

9. Formering, yngelpleje og eventuel neutralisation

Tejuer har behov for 4-5 måneders vinterdvale for at formere sig. De lægger æg et par måneder efter endt dvale. Ungerne måler ca. 15 cm og holdes ligesom forældrene – dog separat på fugtet avis de første 3-4 uger. Forældrene yder ingen yngelpleje og kan være kannibalistiske. Ungerne kan klare sig selv, fra de klækker. Gravide hunner isoleres fra andre dyr, da de bliver aggressive over for andre individer i slutningen af graviditeten. Hunnen skal have mulighed for at grave sine æg ned i en stor bunke af fx fugtet, ugødet spagnum blandet med groft sand og dækbark.

10. Typiske tegn på sygdom og nedsat trivsel

Den sunde teju har klare øjne uden nogle former for puds, uden rester af tidligere hamskifte, og dyret skal være årvågent. Tejuens hale og lår skal være tykke. Gattet skal være rent, og tejuens afføring skal have en lettere blød konsistens.

Typiske tegn på sygdom er spisevægring, løbende og ildelugtende afføring, og tejuen virker slap og inaktiv. Evaluer forholdene som dyret holdes under, og få en afføringsprøve undersøgt hos en dyrlæge.

Holdes flere dyr sammen, skal det symptomramte dyr isoleres. Ved mistanke om parasitter skal alle dyr tjekkes, da smittefaren dyrene imellem er høj.

Slutblok

Denne pasningsvejledning er udfærdiget på baggrund af oplysninger fra Nordisk Herpetologisk Forening.

Pasningsvejledningen indeholder generel information om pasning af en dyreart/dyregruppe.

Yderligere oplysninger kan findes på biblioteket eller på ovennævnte og andre hjemmesider.

Pasningsvejledningens faglige indhold er godkendt af Rådet vedrørende hold af særlige dyr den 5.1.2014 i henhold til bekendtgørelse om erhvervsmæssig handel med dyr.

Find flere af vores pasningsvejledninger her: Pasningsvejledninger